Jeg var 10 uger da jeg kom til Karlslunde og 11 uger da vi startede til hvalpetræning i Vallensbæk Kreds 62.
Vi startede der fordi der gik flere af mine søskene og det var sjovt at følge dem lidt på vej. Det varede nu ikke så længe så havde vi glemt vi var i familie.

Jeg har altid været sådan lidt fremme i poterne og gøet når vi stod der i snor og skulle hilse hinanden, men jeg ELSKER at lege ta`fat med andre hunde.

   Min mor og jeg fandt hurtigt ud af at det var sjovt at træne sammen. Min mor lugtede i en periode fuldstændig som en lækker pose hundemad. Nogle havde fortalt hende at hun skulle give mig min mad, fra hende selv, sådan at jeg altid skulle forbinde hende med noget godt! Det gjorde jeg nu også uden den mad, men rigtigt nok, det øgede intressen for hende gevaldigt, så jeg forsøgte på bedste vis at gøre de ting hun gerne ville have.

Vi trænede hver lørdag formiddag og bagefter hyggede vi med de andre hunde og "forældrene" fik sig en god snak om de ting vi havde bedrevet derhjemme. Mor fik bekræftet at jeg var "normal", de fleste andre hunde opførte sig som mig.

 Når min mor var på job tog far over med træning, men det har nu altid fungeret bedst med mor, så til sidst sagde far at det gad han ikke...fair nok. Han opgav mig nu ikke helt, det er faktisk ham der har lavet opstarten til mit gode sporarbejde. Tak for det.

Mor og jeg trænede meget, også hjemme, og fik ros for vores gode samarbejde. Jeg var/er altid super opmærksom på hende - næsten hele tiden -.

Som hvalp prøvede jeg mange forskellige ting. Vi kørte bil, tog på stranden, gik i skoven, kørte med toget, hilste på andre hunde og også mennesker -både store og små. Jeg var med på legepladsen og var vist god underholdning når jeg prøvede at kravle op af rutsjebanen!!
Min familie sagde jeg skulle socialiseres på alle mulige måder..og det blev jeg.

Jeg var god til mange ting, men ikke alt gad jeg, derfor lavede jeg en lille leg med mor. Vi havde hver gang noget til træning de kaldte for "indkald".
En fremmed holdt mig og mor løb...så blev jeg sluppet fri og mor kaldte og lokkede med bold. Jeg styrtede direkte hen til hende...for med det samme at løbe væk igen...nej hvor var det sjovt ... Så vendte mor ryggen til og løb væk igen... og jeg efter...sådan kunne vi blive ved længe...til stor grin for de andre.
Mor troede en overgang at vi aldrig fik det moment lært.
Hun sagde at vi aldrig kunne få nogle prøver...og lød noget skuffet...og jeg kan da ikke have en skuffet mor! Jeg bestemte mig for at begynde at komme når hun kaldte!
Nu laver vi et nydeligt indkald!

Jeg har også tidligt deltaget i Kombi-skuer, Mix Match osv. Altid fået særdeles god i beskrivelse og gode placeringer.

Vi har/går til ring-træning og fik hjemmearbejde for... opstilling.. svær disciplin.

Jeg blev et halvt årstid, eller lidt mere, da vi rykkede på store hvalpehold.
Det gik stadig godt og vi gjorde fremskridt.
Her blev  jeg præsenteret for en mand i en masse tøj, han havde  også "pølser", "ærmer" og andet godt  der skulle få mig til at gø og få mine drifter frem.
Det gjorde han sandelig også!!
Jeg hev og sled så meget i snoren og var så ustyrlig at det endte med mor fik undt i ryggen og måtte holde en pause.
Det der C-arbejde -forsvarsarbejde - var ikke lige det mor og jeg arbejdede bedst sammen om.
Vi havde virkelig konflikter og der skete ikke rigtigt noget posetivt i lang tid.
Mor var ved at opgive det hele...men hun er stædig og når hun sætter sig noget for lykkedes det som regl til sidst. Træner og hold kammerater opmuntrede os også til at fortsætte.

Desværre holdt mine søskne op i kredsen, deres forældre mente de kunne nok.
Men vi ville lidt mere..

Min mor er ikke glad for prøver så jeg nåede at blive små to år inden vi bestod vores første B-prøve. Min mor var lige ved at dø af skræk inden vi skulle på. Hun var helt bleg og gik som om hele hendes legment var i gips!

Ca. to et halvt år gammel bestod vi færdselsprøven. Endnu engang var mor ved at dø...og vi skulle ingen gang lave vores dårligste øvelse: apport.
Alt til FP gik super, også da jeg skulle stå alene ved en pølsebod og der gik en hund forbi. Den øvelse havde mor også skræk for!

Vi var glade for at gå i Kreds 62, men stadig ville vi godt noget mere, og det kenb lidt, da der ikke var så mange andre der ville til prøver.
Mor og jeg tog en stor beslutning og skiftede kreds!
 Havde før, med Vindi, gået i Kreds 30 og mor havde snakket med nogle der fra, der spurgte om vi ikke havde lyst til at få nogle prøve timer.
Det gjorde vi så og det fungerede rigtigt godt også med C-arbejdet. Der var en god kontinuerlig træning.

I sommeren 2007 startede vi i Kreds 30 i Greve.

Vi havde været i kredsen en uge da vi min mor tog en lyn beslutning og meldte os til en UHP. Hun havde ALDRIG cyklet en meter med en hund og nu skulle vi klarer 20 km.??!!
Dagen startede med regn og mor var, -jeg forstår ikke hun stadig lever-, ved at dø igen!
Det holdt op med at regne lige inden vi skulle starte og det holdt faktisk tørvejr turen rundt.
Solen skinnede lidt og ikke for meget blæst så det endte med at have været en kanon god dag og vi bestod selvfølgelig!

Lige før vi skal afsted ..ud på de 20 km.

Tre år og alle begyndte at sige: "nu er hun ved at være voksen". Jeg er ikke sikker på hvad de mener, men det er noget med at jeg skulle være nemmere at arbejde med, da jeg er mere i harmoni med mig selv?!
Der var også nogle der mente vi havde været alt for længe om at komme igang med prøver og alt det der...men sådan er det... Mor er førstegangs hundeføre og vi tager det stille og roligt. Mor vil helst være 120% sikker i alt, inden hun går til prøver, og det kan man alligevel aldrig være med sådan et dyr som mig.

Vores næste skridt var at arbejde os frem til en A B. Der var arrangeret en prøvedag i kredsen d. 30/9 07 og vi bestemte os for at forsøge A B prøven der.
Vi tog til kredsen flere gange om ugen. Trænede lydighed og gik spor. Ja den fik hele armen.
Mor fik et chok da dagen nærmmede sig for det kom hende for øre at det var jord vi skulle gå på og det har jeg faktisk aldrig prøvet....
Hold da op hvor vi fik travlt! Aldrig har vi arbejdet så meget og kørt så mange ture for at finde jord til spor. Heldet var ikke med os for op til dagen var vejret inde i er periode hvor det regnede meget og markerne/jordarealerne stod næsten under vand.
Jeg blev nok også lidt nervøs af mor og gik ikke så godt spor, så vi måtte lave nogle rigtig gode "lokke" spor til mig med mange godbidder og det hjalp!!
Aftenen før "dagen" kunne mor ikke sove, hun var sikker på alt nok skulle gå galt. Alligevel blev hun ved med at gå rundt og sige til sig selv og mig: vi kan, vi vil vi skal!!
Så kom dagen, tidligt op og hen i klub-huset. Der var som sædvanlig sørget for morgen mad, men mor kunne ikke indeholde noget...underligt...det skulle lige have været mig man tilbød mad...men det fik jeg først da prøvedagen var omme...
Hurtigt ud på sporet, som var jord - TUNG og VÅD.
Mor lagde sporet 150 skridt, et knæk og to genstande.
Det blev vores tur og det gik rigtig fint. Der var selvfølgelig nogle påtalelser. Den største var at mor har så korte ben at dommeren var lige ved at sige der ikke var 150 skridt og sporet skulle lægges om! Han var dog flink og sagde han havde set det han behøvede og at jeg var en god sporhund!! Selvfølgelig!!

Tilbage til kredsen og vente på vores tur til lydighed. Her valgte mor fornuftigt nok at indtage noget føde ellers var hun nok drætte om af den grund.
Vi kom på banen og det forløb fornuftigt, syntes vi selv...men her var dommeren ikke så flink... vi fik ikke så gode point fordi han sagde jeg pressede mor ALT for meget. Flere var ikke enig med ham, men dommeren har jo det sidste ord og så kunne vi tænke lidt over det.
Men bestod gjorde vi og mor var total glad for mig, da hun kunne trække vejret igen altså.

Herfra trænede vi videre til en A-B-C prøve.
Den bestod vi flot og blev kredsmestre.
Resten af min træning kan du følge ved at læse ugerapport.