Ca. 12 uger.

Som hvalp var jeg ligeså sjov og opfindsom som alle andre hvalpe.
ALT var nyt og mon det kunne spises og hvor tissede man???
I det hele taget hvordan opfører man sig??

Jeg var faktisk glad den dag min nye familie hentede mig, det tror jeg også Xenna-mor var, jeg kunne godt være lidt grov over for hende da mine søskene var væk. Hun trængte til at blive sig selv igen - forståligt nok.
Da jeg kom til Karlslunde var alt forberedt til mig.
Kurv - en papkasse i starten - legetøj, madskål osv.
Men det bedste var nu den dejlige store familie jeg kom ind i. Jeg kunne mærke de trængte til mig!
Jeg fik lov til at gå rundt for mig selv og snuse til alt, huset, haven og min familie.
Heldigvis fandt jeg alle lugte og nye indtryk gode og om aftenen da vi skulle sove, lagde jeg mig ved siden af fars og mors seng, så jeg kunne blive nusset lidt, hvis jeg skulle blive ked af det i løbet af natte.
Jeg er en tøs med hår på brystet, så ked af det blev jeg ikke, men op og tisse et par gange skulle jeg.
Min mor sov ikke meget de første par nætter, det var hendes egen skyld, at hun vågnede hver gang jeg vendte mig. Så meget kunne jeg ikke tisse, men jeg læret haven at kende også i mørke. Det nummer er for længst holdt op, det gider ingen af os mere, jeg kan holde mig MANGE timer nu.
Jeg var godt på vej til at være renlig da de fik mig. Hvis de holdt øje med mig altså. Det var der ingen fare for de ikke gjorde, de var vilde med mig, de sagde jeg var rund, blød og lugtede dejligt af hvalp.  Opdagede de at jeg blev lidt urolig, vendte de bunden i vejret på mig og styrtede ud i haven! 
Når jeg så havde tisset eller lavet, der hvor hvor man gør sådan noget, fik jeg søde ord og godbidder, så hvem ville ikke fortsætte sådan?

Når familien var på job og i skole kunne dagen godt blive lidt lang og kedelig, så der blev jeg nødt til at tisse lidt rundt omkring i gangen og køkkenet, de steder hvor jeg måtte være.
Jeg havde noget legetøj og det holdt jeg mig til i starten - de havde også fjernet alt andet.
Når alle var hjemme stod dørene åbne. Mor havde sagt de skulle lukkes hvis pigerne ikke ville have jeg løb med deres ting.

Der var et sjovt rum med fliser på gulv og vægge.
På væggen hang der et eller andet stort og blødt og en dag jeg så mit snit til det smagte jeg på det. Jeg blev helt tør i munden og det blev vådt, det skulle mor da lige se, så jeg hev i den og den fulgte med mig rundt i hele huset og ja - helt rigtigt - det er det de kalder en toiletrulle!!
Der stod også noget andet mærkeligt i det rum. Det var en stor børste i en beholder, den måtte jeg også lige smage på og igen synes jeg mor skulle se det. Men denne gang sagde hun at det var ulækkert - med en børste i stuen - . Den blev taget fra mig, men senere købte de en lille børste, så de kunne børste mine tænder - helt ærligt hvad er forskellen?
 

Det er svært at tage billeder af hvalpe, de er hurtige og står aldrig stille!

Far troede han havde indhegnet hele haven, men jeg fandt et lille hul, som jeg kunne gøre større ved at masse mig igennem, og vupti var jeg hos naboen!
Naboen havde noget med vand i - det måtte jeg lige prøve. Jeg blev helt våd og der var nogle underlige ting i vandet.... noget der svømmede væk. Jeg kom hurtigt op og løb hen til  min egen have og der stod jeg våd og betuttet foran en lukket låge!
Mor kom og mærkværdig så hun ud da jeg stod der på den "forkerte" side af hegnet.
Mor snakkede om at det var godt bassinet ikke var dybere og at hun håbede ikke jeg havde trådt på guldfiskene!
Og så gik far i haven igen.

På et tidspunkt blev jeg uvenner med Henriette, hun var ellers sød. Alting lå på gulvet inde hos hende, og jeg måtte være over det hele, også i sengen!
Jeg lå alene derinde og fristelsen blev for stor.
I løbet af en halv times tid havde jeg totalt ødelagt mobiltelefon, camera og en sko der var helt ny!
Da var jeg ikke så populær...
Ikke for at undskylde noget men det var i den periode jeg skiftede tænder og det er altså ikke sjovt !


Her er "tandbørsten".


Da jeg blev omkring otte ni mdr. og ikke tissede mere når jeg var alene, syntes jeg det blev kedeligt og fandt så på nogle andre narrestreger.
Jeg begyndte at undersøge tæppet i gangen, måtterne i gangen, dørkarmene - dem var der mange af - og panelerne.
Hos mig er det at undersøge lig med at skrabe og gnave!. Jeg havde nogle timer hver dag alene og jeg kunne nå MEGET!!
Jeg ved ikke rigtig hvorfor far og mor så trætte ud når de kom hjem, der stod jeg vild af glæde over at se dem!
De begyndte at lukke mig ud, når de kom hjem, og vi hilste glad på hinanden.....så gik vi ind og så sukkede de...talte lidt højt...hvorlænge bliver hun ved med det...og hvorfor gør hun det...???!!!!
Jeg havde skrabet hele tæppet i småstykker efterhånden, bidt alle paneler itu og ødelagt flere dørkarme næsten hele vejen rundt.
Heldigvis snakkede mor med andre, der havde haft hvalpe, som sagde det "bare" var en overgang. Det troede hun på, og gangen blev først sat i stand, da de var helt sikre på jeg ikke gjorde det mere. Jeg vil ikke skuffe mor, så da jeg så den pæne nye gang holdt jeg mig til mit legetøj.